Hvis du ønsker at forny dit jagttegn, så skal du huske at indberette dit vildtudbytte for den forgangne jagtssæson. Du skal også huske at indberette, selvom du ikke har skudt noget eller ikke engang har været på jagt.
Indhold
Hvor skal vildtudbytte indberettes?
Selve indberetningen skal du klare på Mit Jagttegn. Her logger du ind med NemID og følger linket videre ind til ‘Indberet vildtudbytte’. Det er ligeledes inde på ‘Mit Jagttegn’, at du tilmelder dig prøver og betaler for dit jagttegn for den nye sæson.
Hvornår skal man indberette vildt?
I henhold til retinformation.dk og dermed loven, så er der en deadline for, hvornår man senest skal indberette ens vildtudbytte for sæsonen. Forstod du den? Dead-line? 😉 Spøg til side. Du skal senest have indberettet vildtet fra den foregående sæson den 31. marts.
Hvad skal indberettes?
Du skal indberette det vildtudbytte, som du har skudt i løbet af sæsonen. Har du fx nedlagt en gråand, to ringduer og en rå, så er det, som du skal skrive ind i formularen. Derudover skal du også indberette, hvilken kommune du har nedlagt vildt i. Så stammer hele dit vildudbytte fra en kommune, så er det rimelig nemt. Har du til gengæld et vildtudbytte i den ene kommune og ét andet i en anden kommune, så indberetter du i hver sin kommune.
Vildtudbytte med bue
Har du skudt hjortvildt med bue og pil, så skal dette indberettes seperat. Dette gør sig gældende for de store hjortearter, som kron-, då- og sikavildt. Dette kan du gøre på linket herunder:
Indberetning af hjortvildt skudt med bue
Hvorfor skal vildtudbyttet indberettes?
Har du ikke styr på vildtudbytteindberetningen den 1. april, så bryder du våbenloven, hvis du har haglgevær, riffel eller ammunition hertil. Derudover er det også et krav at indberette, hvis du vil forny dit jagttegn til endnu en sæson.
Skal du så også indberette?
Det korte svar er: Ja! Og skal vi så forlænge det svar lidt, så bliver det: Ja, det skal du formentlig.
Hvis du kan krydse nedestående punkter af, så skal du i hvert fald. Du har…
- … ammunition til haglgevær
- … ammunition til riffel og/eller salonriffel
- … et haglgevær stående i våbenskab
- … en våbentilladelse til riffel. Dette gør sig også gældende, hvis du ‘blot’ har bæretilladelse til en andens riffel. Det er nemlig sådan, at våbentilladelsen er betinget af et gyldigt jagttegn.
Læs mere om jagt i almindelig og alt det der hører til her…
Følg med i vildtudbyttet
Der er en mening med galskaben, og du kan følge med samt læse meget mere om det på Aarhus Universitets hjemmeside. Her kan du både se udbyttestatistikken online, læse om udbyttet i detaljer og se vingeundersøgelsen.
Svært at huske det hele?
Det er for vores alle sammen skyld, at vi indberette vores nedlagte bytte. Det handler derfor også om at være så præcis som muligt, når du skal taste vildtudbyttet ind.
Det kan klart anbefales at holde styr på dit udbytte i løbet af hele sæsonen. Dette, synes jeg, gør sig gældende, om du skyder meget eller ikke så meget vildt. Det er altid svært at huske, hvor mange af den ene og den anden slags, man har nedlagt, når året er omme.
Så lav et skema – skriv det ned – følg op på det efter hver jagt. Det er nemmeste og gør indberetning af vildtudbyttet til den rene leg.